Kolding Selvhjælp lever i bedste velgående

Selvom der er ledige lokaler til leje i bygningen på Banegårdspladsen 2 i Kolding stortrives Kolding Selvhjælp stadig på 2. sal. Flere lokale borgere har noteret sig, at der står ”Til leje” på bygningen og har undret sig over, hvor Kolding Selvhjælp er flyttet hen. - Vi er her stadig, svarer Jyta, som er daglig leder. Det er ikke vores lokaler, som står ledige og vi er rigtig kede af, at så mange har fejlfortolket skiltet. Vi har fået mange forespørgsler, men der er helt sikkert endnu flere, som blot går med tanken om, hvor vi mon er blevet af. Det frivillige personale hos Kolding Selvhjælp er allerede i fuld gang efter en velfortjent ferie. Selvhjælpsgrupperne går så småt i gang igen fra næste uge og de individuelle samtalepartnere sidder klar i de dejlige lokaler på 2. sal. Dørene står ikke stille til de mange samtalerum, og de faste, frivillige har mere end rigeligt at se til. - I øjeblikket arbejder vi på kalenderen for det næste halve år, og vi får travlt. Derfor søger vi altid efter nye frivillige, der kan hjælpe med både samtaler, praktiske opgaver eller administration. Der kommer mange spændende arrangementer på programmet i efteråret, udover de grupper, som vi starter løbende, og som vi derfor ikke kender behovet for endnu. Eksempelvis starter vi en ny gruppe for sorgramte den 16. august kl. 16 for personer, som har mistet en nær slægtning. Alt, hvad vi tilbyder, er selvfølgelig anonymt og vi har tavshedspligt, forklarer Jyta, og tilføjer, at hvis man har et behov for at snakke om en akut krise eller en problemstilling, så kræver det blot, at man ringer 7550 7902. Kolding Selvhjælp tilbyder også motionsvenner, aflastning, café-hyggesnakke og lokaleudlån til andre lokale, frivillige foreninger.

Selvom der er ledige lokaler til leje i bygningen på Banegårdspladsen 2 i Kolding stortrives Kolding Selvhjælp stadig på 2. sal.

Kolding Selvhjælp tilbyder:

  • Selvhjælpsgrupper
  • Èn til èn samtaler
  • Motionsven
  • Aflastning
  • Hygge cafe

Følgende artikel blev bragt i Ugeavisen Kolding den 16. august 2017