Kalder alle fædre: Tag dine børn med på vildmarksoplevelse

vildmarksoplevelse

Pressemeddelelse: “Naturen er en gave som giver os gratis energi og sundhed”

Naturen er en gave som giver os gratis energi og sundhed, mener Kim Krohn – Koldings lokale vinder af “Alene i Vildmarken”. Sammen med Kolding Selvhjælp og Kolding Kommune har han arrangeret naturoplevelsen “Sammen i Vildmarken”.

Her kan fædre og deres børn komme ud og prøve kræfter med nogle af de udfordringer deltagerne i den kendte TV-serie blev udsat for – og samtidig høre om – og mærke – hvordan naturen faktisk giver ny energi og et sundere liv.

Vi skal meget mere ud i naturen, synes Kim Krohn, som selv blev landskendt da han tidligere i år blev “last man standing” i “Alene i Vildmarken”. For naturen er faktisk ikke kun farlig og en udfordring for en overlever, men også det stik modsatte; Nemlig en livgivende ressource og en kilde til ny energi og et lettere og sundere sind. Men den livgivende naturoplevelse er også en mulighed, som vi har en tendens til at overse og glemme i vores fortravlede moderne hverdag.

Det skal der laves om på, mener Kim Krohn. Så nu kan fædre og deres børn komme med ud sammen med ham og lære om bueskydning og primitiv båltænding på bedste vildmarks-manér – og andre lege, hvor naturen er i centrum.

Dagen byder også på en tur med trækfærgen ved Ferup Sø, hvor man – med en blanding af muskelkraft og samarbejde – sammen kan sejle sig de 50 meter over søen og tilbage igen. Der er selvfølgelig også både fri leg og dejlig mad – med bl.a. sandwich, snobrød og hygge rundt om bålet.
“Vi vil rigtig gerne have fædrene ud – sammen med deres børn”, siger Søren Kristensen fra Kolding Selvhjælp, som har været initiativtager til arrangementet.

Arrangementet er for alle

“Vi oplever, hos os i selvhjælpen, at især mændene nogle gange savner de lidt mere maskuline tilbud og arrangementer. Også hvor de kan være sammen med deres unger, lidt mere på bare deres præmisser”, fortæller han.

Arrangementet er for alle fædre med børn mellem 5 og 12 år.

“Vi har vurderet at det er i den alder, man vil få mest ud af de udfordringer Kim vil instruere i og vise”, fortæller Karen Tønning fra Kolding Kommune, som de seneste uger har været i tæt samarbejde med Kolding Selvhjælp omkring arrangementet.

Naturoplevelsen finder sted tæt ved den gamle nedlagte men nyistandsatte Dybvadbro Station, der er en del af projekt Troldhedestien – Mødesteder og oplevelser for alle, som Karen er ansvarlig for.

Projektet handler overordnet om at styrke social inklusion, sociale relationer og selvværd for mennesker i området langs Troldhedestien.
“Håbet er, at mødet i det fri vil skabe nye fællesskaber mellem borgere med vidt forskellige forudsætninger”, siger Karen Tønning.
“Og vi glæder os til at være en del af det her spændende arrangement, hvor vi håber på at fædre og børn fra så mange forskelige områder af Kolding som muligt vil tilmelde sig. Det bliver en fantastisk sjov naturoplevelse, som oven i købet er gratis!”, slutter hun med et stort smil.

Praktiske info:

Tilmelding og info

Sammen i Vildmarken
Dato: Søndag d. 21. 06. 2020
Tid: 10.00 – 14.00
Sted: Dybvadbro Station

Det er gratis at deltage, men tilmelding er nødvendigt senes d. 17/6 på info@koldingselvhjaelp.dk
Skriv hvor mange I kommer og gerne, hvor gamle dine børn er.

Alle fædre med børn mellem 5 og 12 år er velkomne.

Bag arrangementet står Kim Krohn (Vedbaalet), Kolding Kommune og Kolding Selvhjælp.

Find vej

Bil: Parkering ved Dybvadbro Station, Egtvedvej 32. Herfra er der handikapvenlig adgang til bygningen og toilettet.
Cykel: Via Troldhedestien fra Kolding gennem Bramdrupdam til Dybvadbro (ca. 7 km).
Bus: Fra Kolding og Egtved/Vester Nebel. Bussen holder ved Egtvedvej lige ved parkeringspladsen.

Læs pressemeddelsen her

333